Page images
PDF
EPUB

Waverley, or 'Tis Sixty Years Since*), som skildrer en Episode af de skotske Høilænderes Reisning for Prætendenten Karl Edward, udkom i Juli 1814, anonymt, og det samme var Tilfældet med dens Efterfølgere, indtil Scott i 1827, ved en Fest som blev givet til hans Ære i Edinburg, formelig vedkjendte sig Forfatterskabet til den hele Række. Waverley efterfulgtes snart af Guy Mannering (Februar 1815) og The Antiquary (Mai 1816), og mellem 1816 og 1826 saa ikke mindre end sytten nye Romaner af ham Dagens Lys, de fleste af dem skildrende skotske Begivenheder og Tilstande; først med Ivanhoe, den tiende i Rækken, forlod han skotsk Grund, og vendte sig til England i Richard Løvehjertes Tid. Da Katastrofen rammede ham, arbeidede han paa Woodstock; den udkom i Juni 1826, og gjorde ikke mindre Lykke end sine Forgjængere. Men forresten er der en tydelig Tilbagegang at spore i hans senere Romaner; The Fair Maid of Perth hører til de bedste iblandt dem**).

Det sidste Afsnit af Scotts Liv optoges mest af Arbeider af rent historisk Indhold. Af disse kan mærkes: Life of Napoleon, som var begyndt i 1825 (oprindelig bestemt for et af Constable grundlagt belletristisk Tidsskrift) og udkom i 1827; Tales of a Grandfather, tilegnede hans lille Datterson Hugh John Lockhart (1827-30); en Skotlands Historie (for Lardner's Cyclopædia, 1829-30); et Skrift om Overtro og Hexeri (On Demonology and Witchcraft). Ved Siden heraf besørgede han en samlet Udgave af sine Romaner, med historisk-antikvariske Indledninger og Anmærkninger.

Walter Scott er Skaberen af et nyt og originalt Genre i Prosadigtningen, den historiske Roman. Man havde ogsaa tidligere havt Romaner, hvori de optrædende Personer tilhørte Historien, men han var den første, som i Romanen forstod at forbinde Digtningen med den historiske Virkelighed og gav ægte historiske Tids- og Folkelivsbilleder. At hans Skildringer lykkedes ham saa godt, skyldes først og fremmest den Omstændighed, at han tog sit Udgangspunkt i sit eget Folks Historie, som ogsaa var i særegen Grad gunstig for hans Digtning. Skotlands halvbarbariske Folkefærd og Tilstande, de langvarige blodige Feider med udvortes Fiender, og de ikke mindre

*) : 1745; Fortællingen var nemlig paabegyndt allerede i 1805, men blev lagt tilside, da en Ven, hvem Scott viste de første Kapitler, ikke gav nogen gunstig Dom om den. Manuskriptet gik ham siden af Minde, indtil han tilfældig gjenfandt det i 1813. **) Waverley-Romanerne ere i kronologisk Orden følgende: 1814: Waverley.

Mannering.

1815: Guy 1816: The Antiquary. Tales of my Landlord, 1st Series: The Black Dwarf. Old Mortality. 1817: Rob Roy. 1818: Tales of my Landlord, 2nd Series: The Heart of Mid-Lothian. 1819: Tales of my Landlord, 3rd Series: The Bride of Lammermoor, Legend of Montrose. Ivanhoe. 1820: The Monastery. The Abbot. 1821: Kenilworth. The Pirate. 1822: The Fortunes of Nigel. 1823: Peveril of the Peak. Quentin Durward. St. Ronan's Well. 1825: Tales of the Crusaders: The Betrothed, The Talisman. 1827: The Chronicles

Daughter.

[ocr errors]

-

1824: Redgauntlet. 1826: Woodstock.

[ocr errors]
[ocr errors]

of the Canongate, 1st Series: The Two Drovers, The Highland Widow, The Surgeon's 1828: The Chronicles of the Canongate, 2nd Series: The Fair Maid o Perth. 1829: Anne of Geierstein. 1830: Tales of my Landlord, 4th Series: Count Robert of Paris, Castle Dangerous.

heftige, borgerlige og kirkelige Kampe i Landet selv, forsynede ham med stærke Kontraster og afgav Stof til eventyrlige og spændende Skildringer. Med sikker Takt indsaa han ogsaa, at ikke enhver historisk Periode i lige Grad egnede sig til digterisk Behandling, men at i denne Henseende Overgangsperioder, hvori det Gamle brydes med det Nye, frembyde de største Fordele, allerhelst naar en saadan Tid ikke er ganske forsvunden af Læserens Hukommelse, men endnu kan gribes gjennem Erindringen og Traditionen *). I denne Henseende vare just de jakobitiske Opstande et frugtbart og tiltrækkende Stof. Waverley", siger Scott selv, omfattede vore Fædres Tid, Guy Mannering vor egen Ungdom, og Oldgranskeren afspeiler det sidste Tiaar af det forrige Aarhundrede." Waverley-Romanerne voxede til et saa stort Antal, at det ikke var muligt altid at vælge en Periode efter disse Grundsætninger; Ivanhoe f. Ex., og Korsfarernes Fortællinger ligge saaledes for langt tilbage i Tiden til at kunne paaregne den samme levende Sympathi enten hos Digteren eller hos Læserne, og begge maa paa kunstig Maade og ved Studium sætte sig ind i den valgte Epoke. At Forsøget med Ivanhoe ikke desto mindre faldt saa godt ud, vidner bedst om Digterens store Kunst. Men han vendte strax igjen tilbage til skotsk Grund (i „Klosteret“ og "Abbeden"). Af de 29 Romaner, som udgjøre Waverley-Rækken, tilhøre ikke færre end 22 Skotland, enten helt, eller for en større eller mindre Del. Han sagde selv, at han altid traadte sikkrest, naar han satte Foden paa sin „native heather", og saa meget hans Landsmænd ogsaa beundre hans øvrige Fortællinger, saa have de altid sat dem høiest, som skildre skotsk Landskab og skotske Karakterer.

Det er allerede ovenfor fremhævet, hvor udmærket forberedt Scott kom til sit novellistiske Forfatterskab. Han havde, længe forinden han bragte sine Romaner paa Papiret, ikke blot indsamlet, og, i egentligste Forstand, indlevet sig i hele det historiske og antikvariske Stof med det dertil hørende Sceneri, men en ualmindelig stærk Hukommelse holdt ogsaa alt dette lige til de mindste Enkeltheder saaledes fast, at han havde det paa rede Haand, naarsomhelst han behøvede det. Han arbeidede derfor med den største Lethed; hvad han nedskrev om Morgenen, hans sædvanlige, og paa Abbotsford, hans eneste Arbeidstid, gik allerede samme Dag i Trykkeriet **). Han kjendte godt Farerne ved denne extemporerede Skrivemaade, og fraraadede unge Forfattere at bruge den; men for Scott var den under de givne

*) Smlgn. Indledningen til Lord Nigels Hændelser, hvor dette vigtige Punkt er nærmere udviklet.

**) Den Hast, hvormed han skrev, gjorde et omhyggeligt Gjennemsyn af hans Manuskript aldeles nødvendigt. Han havde hertil en god Mand i sin gamle Ven og Skolekammerat James Ballantyne, som i en Række af Aar offrede sig til dette Arbeide med en lidenskabelig Kjærlighed og derover orsømte sine egne Forretninger. Han var ikke uden Sands for det sproglige og digteriske Udtryk, og Scott modtog baade af ham og hans yngre Broder mangen forstandig Indvending og Forbedring. Lockhart har i det 35te Kapitel af Scotts Biografi meddelt en Prøve paa hans Censur (til Digtet,,Field of Waterloo").

Omstændigheder den naturlige, og det er den, som Waverley-Romanerne skylde sin Umiddelbarhed og Friskhed, ihvorvel ogsaa sine Svagheder, en Løshed i Kompositionen og uforholdsmæssig Bredde i Fremstillingen, som især kommer tilsyne i Begyndelsen af hans Romaner Men disse Mangler opveies hos ham ved andre store Fortrin, først og fremst ved hans Mesterskab i de beskrivende og skildrende Partier, og ved hans udmærkede Karakteristik. Faa have skabt saa mange nye Karakterer, eller opfattet og fremstillet allerede kjendte saa fortræffeligt. Han er her en objektiv Digter af første Rang; enhver af hans Personer taler sit eget Sprog; Forfatteren selv forsvinder i det Æmne, han behandler, og forsaavidt hans Nærværelse mærkes, er det kun ved den varme Interesse, hvormed han følger de skildrede Personer og Begivenheder. I Medfør baade af sin egen Individualitet, der viser os en sjelden sund, harmonisk udviklet Personlighed, og den episke Digtnings Økonomi, dvæler han fortrinsvis ved det ydre Menneske; han stiger ikke ned i Hjertets Dyb eller Lidenskabens Afgrunde, men han forstaar dog at læse i den menneskelige Sjæl, og hans Fremstilling trænger ind til Karakterernes Kjerne. Og han omfatter alle Stænder med den samme Kjærlighed, og skildrer alle med den samme Hengivelse og Troskab. Hos ingen engelsk Digter komme Samfundets forskjellige Klasser saaledes til sin Ret som hos Scott: Høi og Lav, Kongen og Stodderen, Ridderen og Bonden ingen bliver foretrukket, ingen forurettet. Ogsaa de Karakterer, som ikke tiltale ham, vederfares Retfærdighed; han kan gaa ind i deres Tankegang, og tegner aldrig blotte Karrikaturer. Hermed er nøie forbundet et andet Moment i hans Karaktertegning, den sædelige Adel, som han meddeler de fleste af sine Karakterer. Selv hans Forbrydere vise et menneskeligt Ansigt, og ere udstyrede med forsonende Træk. Som han i sit Liv var den personificerede Godhed, saaledes viser han ogsaa i sine Skrifter et mildt, sympathetisk Hjerte, der hellere dvæler ved sine Medmenneskers Dyder og Fortrin, end ved deres Forvildelser og Feil. De Midler, som den nyere Sensationsroman betjener sig af for at frembringe Effekt, forsmaaede han ganske. Han kan anslaa de skarpeste Dissonantser og fremføre rystende Scener, men disse ere aldrig Hovedsagen for ham, og han ved altid at tilfredsstille Læseren ved en retfærdig og forsonende Opløsning. I alle hans Skrifter aander man en ren og sund Atmosfære, og han kunde i de sidste tunge Dage af sit Liv med fuld Sandhed sige, at han var sig bevidst ikke at have skrevet noget, som han behøvede at rødme over, eller som han paa sin Dødsseng kunde ønske udslettet.

Scott blev i 1812 tilbudt Posten som poet laureate. Han afslog den for sig selv, men anbefalede Robert Southey, en af de saakaldte Sø-Poeter, som ogsaa fik den. I 1820 blev han ophøiet til Baronet, en Ære, hvorpaa han ifølge hele sin Opfatning maatte sætte megen Pris. Han var den første, som Georg den Fjerde ved sin Thronbestigelse slog til Ridder, og den første Digter i Storbritannien, som blev adlet for sit Talent.

Af Scotts fire Børn, to Sønner og to Døttre, døde barnløs; den anden døde ugift, den yngste Datter ligesaa.

den ældste Søn Hans ældste og

kjæreste Datter Sophia blev gift med John Gibson Lockhart, for hvis lille Søn han skrev sine Tales of a Grandfather. Denne Datterson døde ung, Aaret før Bedstefaderen. Den eneste af Scotts Familie, som nu er tilbage, er en Datterdatter af hans Datter Sophia. Det var hans Livs store Maal at grunde en rig og anseet ridderlig Familie, i hvilken hans Navn skulde gaa fra Slægt til Slægt. Deraf blev intet; Abbotsford er forlængst gaaet over til Spindelinien, og hans Navn lever ved det han i Livet agtede ringe.

The Antiquary, hvoraf nedenfor meddeles Uddrag, hører til den Klasse af Scotts Romaner, som ikke ere historiske i streng Forstand, men skildre skotske Samfundstilstande fra Forfatterens egen Tid. Alt er her tegnet efter Naturen *), og der findes efter Lockharts Forsikkring i intet af hans Værker saa meget af Digterens personlige Erfaringer og Selvoplevelser som i denne. Specielt gjælder dette for Hovedpersonens Vedkommende, om hvem Scott selv i den senere tilføiede Indledning har anmærket, at han i ham har skildret en gammel Herre, hvis Bekjendtskab han havde gjort i sin tidlige Ungdom; men Lockhart paastaar, at han i Tegningen af den snurrige, men med alle sine Snurrigheder kjernesunde og hjertensgode Laird of Monkbarns ligesaa meget har laant Træk fra sig selv og ironiseret over sine egne antikvariske Libhaberier. Den samme Livagtighed som i Hovedpersonen finder man i de andre Figurer, som optræde i Fortællingen, ikke mindst hvor han skildrer Personer fra de lavere og mere beskedne Livssfærer, Blaakjolen Edie Ochiltree, Parykmageren Caxon, Sladdersøstrene i Fairport, og Fiskerfamilien sammesteds. Med stor Virkning har han ogsaa i denne, som i sine øvrige Romaner, der spille paa skotsk Grund, forstaaet at benytte den skotske Dialekt. Blandt Scotts Romaner var „Oldgranskeren" hans Yndling.

*) I et Brev til en Ven, strax efter at Fortællingen var udkommen, karakteriserer han den selv saaledes:,,It wants the romance of Waverley and the adventure of Guy Mannering, and yet there is some salvation about it, for if a man will paint from nature, he will be likely to amuse those who are daily looking at it".

1. FROM THE ANTIQUARY.

I. The Post-Office at Fairport.

>>>Be this letter delivered with haste haste post haste! villain, ride, for thy life for thy life

for thy life!

Ride,

Ancient Indorsation of Letters of Importance.

Leaving Mr. Oldbuck and his friend to enjoy their hard bargain of fish, we beg leave to transport the reader to the back-parlour of the postmaster's house at Fairport, where his wife, he himself being absent, was employed in assorting for delivery the letters which had come by the Edinburgh post. This is very often in country towns the period of the day when gossips find it particularly agreeable to call on the man or woman of letters, in order, from the outside of the epistles, and, if they are not belied, occasionally from the inside also, to amuse themselves with gleaning information, or forming conjectures about the correspondence and affairs of their neighbours. Two females of this description were, at the time we mention, assisting, or impeding, Mrs. Mailsetter in her official duty.

» Eh, preserve us, Sirs«, said the butcher's wife, »>there's ten, eleven twal letters to Tennant & Co. thae folk

[ocr errors]

do mair business than a' the rest o' the burgh«.

>>Ay; but see, lass «<, answered the baker's lady, >>there's twa o' them faulded unco square, and sealed at the tae side I doubt there will be protested bills in them«.

>> Is there ony letters come yet for Jenny Caxon?« inquired the woman of joints and giblets »the lieutenant 's been awa three weeks«.

[ocr errors]

>>Just ane on Tuesday was a week«<, answered the dame of letters.

>> Was 't a ship-letter?« asked the Fornarina.

>> In troth was 't«.

« ՆախորդըՇարունակել »