med Rette giyes Schillers Grav, et Digt af Friedrich Kind, Det vil neppe være Læseren ubehageligt, at finde her nogle Strofer deraf: Welch' tiefe Stille deckt die Frühlingshaine! In düstre Schleier hüllt sich Berg und Flur; Am Orpheus Hügel trauert die Natur. Dort liegt der Sånger wenig Steine decken' Den Mächt'gen, dessen Ruhm den Pindus füllt; Dort liegt der Sånger nichts kann ihn erwecken, Aeonen lang' wird keinen Geist wie diesen So stürzt denn hin, ihr lang' verhaltnen Thrånen; Begrabt mit ihm mein Hoffen und mein Sehnen Es dauert unterm Mond kein Paradies! Der Hehre sank was hilft des Staubes Wähnen? - Des Seraphs Lied die Himmelstochter pries? Spier, wo sie sank, die heil'ge Rieseneiche, . : Hvilken. dyb Stilhed dækker Vaarens Lunde! I mørkt Slør hylle sig Bierg og Dal; øde staae de brogede Blomsterenge; ved Orpheus's Høi sørger Naturen. Han aander ikke mere Liv i døde Stene; Han vandrer hen påa natomgivet Spor. Forstummede ere de, den gyldne Lyra's Sange; Han gik heden tilbage! changed og aldrig vender han dække den Mægtige, hvis Roes fylder Pindus; den Mægtige, som afslører os Lastens gruelige Rædsel, Dydens hulde Skiønhed. Hist ligger Sangeren Intet kan vække ham; om Philomele toner, Torden brager. — I hele Æoner vil den sene Efterverden ikke, stille beundrende, hilse nogen Aand som denne. Saa styrter da hen, I længe tilbageholdte Taarer! Hvad beholder den Verden, Raphael forlod? Begraver med ham mit Haab under Maanen varer intet Pas og min Længsel 1 radiis! Den Høie sank hvad hielpe Støvers Drømme? — han, hvis Serafssang priste HimmelDatteren. Her, hvor den sank, den hellige kæmpeEeg, her ligge mit Haabs gyldne Riger. Digteren seer nu Lysskikkelser hæve sig omkring Gravhøien, og et himmelsk Pigekor med evigeKrandses hulde Blomsterflor omvinde Urnen; han erkiænder i Pigerne Louise, Laura, Valois, Amalia, Thekla, alle Schillers Aands Døtre, og sidst Johanna: iblandt dem Wie? Oeffnet sich des Himmels goldne Thor? Johanna schwebt herab durch Sonnenräume; Sie schwingt die heil'ge Fahne hoch empor: Dort floh er hin!" ruft sie im Seraphskleide Kurz ist der Schmerz und ewig ist die Freude!" 5: Hvorledes? Aabner sig Himlens gyline Port? Johanna nedsvæver igiennem Soelrummene ; Hun svinger den hellige Fane hvit i Veiret:,,Did fløi han hen;"~ raaber hun i Serafsdragt— „Kort er Smerten, og evig Glæden er.“ Samme Blad, som har leveret dette Stykke Mahlmanns Zeitung für die elegante Welt har og indeholdt Prøve af Themistokles, et Sørs gefpil, der til den ædle Schillers Ære,,,som et den evig straalende Phobus's Offer, overgives Musernes Venner." Iblandt os har især — thi Professor Rahbeks Omtale i den danske Tilskuer syntes ikke ualmindelig varm for den Forevigede Herr Frid. Schmidt lagt nogle smukke Blomster paa hans Grav. JSchillers Live havde Baggesen 1801 fra Paris tilskrevet ham nogle hædrende Linier, som stade i den første Deel af denne vor Landsmands Gedichte, og hvoraf Indholdet er, at Schillers Jeanne d'Arc, sammenholdt med Voltaires, giver det stærkeste Beviis paa, hvor høit tysk Begeistring og Kraft staae over gallisk Digtekunst.,,Saales des, figer Baggesen, vendte mit Blik sig engang pludselig fra Holland til Schweiß, og saaledes haaber jeg engang at flyve fra Jorden til Himlen, som jeg fra Høien steg paa den ophøiede Klippe." Gramman, Quassi. Hvorfor skulde ikke iblandt mærkelige Mennesker en sort Mand kunne vinde Plads, helst han beskeden lader sig nøie med et Par Blade sidst i Bindet, bagefter alle dem, Naturen gav den hvide Hud? Quassi er ikke uden virkelig og varig Mærkværdigs hed ogsaa for den blanke Verden. Gramman Quassi er det samme som Quassi, den Store; thi dette betyder i den synderlige Blanding, de Surinamske ligesom de øvrige Vestindiske Negres Sprog udgiør, det af det Engelske great man eller grand man udsprungne Fornavn Grammán. Ved det, som Stort hedder, taber den første Begyndelse sig ofte i Mørke. Denne Sætning, paa hvis Rigtighed |